Læsehad

"Læsehad" – et nyt ord er dukket op i kulturdebatten, og det lyder voldsomt. For hvordan kan man hade noget så grundlæggende som at læse? Men hvis vi lytter til de unge, handler deres modstand ikke om bøgerne i sig selv. Den handler om følelsen af tvang, de løftede pegefingre og den panik, der følger med snakken om læsning.

De voksnes bekymring bliver til en pisk

Når generationen over 40 taler om læsning, er det ofte med en dyb alvor. Bogen bliver et symbol på fordybelse og dannelse – en sidste bastion i en verden fuld af hurtige klip og underholdning. Men netop denne alvor kan virke som et pres. Når unge får at vide, at de bør læse for at blive hele mennesker, føles det ikke som en invitation, men som en pligt. Og hvem har lyst til at få trukket andres definition af "god kultur" ned over hovedet?

Et stille oprør mod systemet

Det, vi kalder "læsehad", er sjældent et had til historier. Det er snarere en reaktion på at vokse op i en verden, hvor bøger bliver serveret som medicin: "Tag det her, det er godt for dig." Det er en frustration over pensumlister i gymnasiet, der føles mere som et ekko af fortiden end en spejling af deres virkelighed. Det er et oprør mod kravet om at sidde stille og læse, når alt i kroppen skriger på bevægelse og fællesskab.

Det er også en protest mod de voksnes idé om, at kun romanen kan give ægte fordybelse. For unge i dag navigerer ubesværet i komplekse verdener af billeder, lyd, memes og serier – medier, der kræver deres helt egen form for kulturel forståelse og opmærksomhed.

Handler det om, at vi mister evnen til at fordybe os?

Bekymringen for, om vi mister evnen til at fastholde en tanke og forsvinde ind i et univers uden forstyrrelser, er reel. Men måske glemmer vi to ting. For det første findes fordybelse mange andre steder end i bøger: i computerspil, i redigeringen af en video eller i de otte sæsoner af en serie, man følger med intens opmærksomhed. For det andet har læseglæde aldrig været en selvfølge. Den blev historisk formet af autoriteter, der brugte pligtfølelse til at få folk til at læse. Er det så mærkeligt, at unge reagerer mod presset?

Et spejl for de voksne

Måske siger ordet "læsehad" mere om de voksne end om de unge. Måske er det udtryk for kulturpanik, hvor en ældre generation ser velkendte veje til dannelse forsvinde. Det er lettere at kalde de unges modvilje for et problem end at spørge, om måden, vi taler om og præsenterer litteratur på, er forældet. Måske er det ikke de unge, der har vendt bøgerne ryggen, men bøgerne, der har svært ved at finde vej til de unge.

Hvad gør vi så?

I stedet for at tale om "læsehad" som et problem hos de unge, skulle vi måske tale om vores egen måde at formidle på. Konflikten opstår, når vi nægter at anerkende, at andre medier også kan have værdi og dybde. Hvorfor holde fast i, at kun romanen tæller, når verden er fuld af nye måder at opleve historier og leve sig ind i andre universer?