At læse Jemisins Broken Earth-trilogi

Omslag: Wraaedesign

Der er bøger, man læser og lægger fra sig, og så er der bøger, der bliver hængende længe efter sidste side. For mig var N.K. Jemisins Broken Earth-trilogi en af de sidstnævnte. Ikke bare fordi den er velskrevet, men fordi den føles som noget, der sætter sig i kroppen.

Jeg husker især, hvor forvirrende og udfordrende det var i starten af The Fifth Season. Hvem er disse mennesker? Hvorfor skriver Jemisin i anden person? Hvad i alverden er en “Season”? Men langsomt – næsten umærkeligt – trak historien mig ind. Og da jeg først var fanget, slap jeg den ikke igen.

Det, der gjorde størst indtryk, var nok følelsen af konstant undergang. Verden i Stillness er brutal, barsk og uden nåde. Men midt i al ødelæggelsen er der også små øjeblikke af håb, kærlighed og tilhørsforhold. Essuns rejse er både en overlevelsesfortælling og et billede på sorg, modstandskraft og det at finde en måde at leve videre på, når alt synes tabt.

Jeg blev også ramt af, hvor meget serien handler om magt og undertrykkelse. Orogenes’ evner gør dem både uundværlige og frygtede – en dobbelthed, der siger meget om vores egen verden. At læse om deres kamp for at eksistere på egne præmisser, føltes som at se virkelighedens uligheder sat på spidsen i en spekulativ ramme.

Og så er der sproget. Jemisin skriver på en måde, der både kan være hård, poetisk og overraskende intim. At blive tiltalt direkte som læser, at blive draget ind i Essuns bevidsthed, skabte en nærhed, jeg sjældent oplever i fantasy.

Da jeg nåede til The Stone Sky, følte jeg på én gang lettelse og vemod. Lettelse over endelig at få svar, men vemod over at skulle sige farvel til en verden, der, hvor forfærdelig den end var, havde gjort et uudsletteligt indtryk.

Hvis jeg skal sige det enkelt: Broken Earth-trilogien er ikke en let læseoplevelse, men den er uforglemmelig. Den stiller krav til sin læser – og belønner én rigeligt for det. At læse Jemisins Broken Earth-trilogi