Den skjulte puls i forbudstidens Amerika: Speakeasies i Forbudstidens USA - Prohibition - 1920'erne

Finn Wraae
21. okt.
3 min læsning

Et mørkt, stemningsfuldt billede af en ældre mand med tykt, gråt skæg, der ryger en cigar og holder et lille glas spiritus. Han bærer en mørk frakke og bowlerhat og sidder ved et vindue, hvor man gennem røg ser andre mænd i jakkesæt i en dunkelt oplyst bar (speakeasy-miljø). Et højt glas øl står til venstre. — Midjourney-billede af Finn Wraae.

Kulturen og arven - Speakeasies

Forbudstidens USA - Prohibition i 1920'erne

Da jeg så det første afsnit af anden sæson af Taylor Sheridans serie, "1923", hvor hovedpersonen Jacob Dutton besøger en Speakeasy i Bozeman, besøgte jeg Midjourney for at visualisere eksempler på disse etablissementer, og jeg tænkte, at illustrationerne kunne bruge en kort genopfriskning af historien bag disse spændende steder.

Speakeasies var de steder, der blev åbnet i 1920'erne efter den 18. lovændring, som indførte forbuddet i 1920. Det er ulovlige udskænkningssteder, som var livsnerven i USA's protest mod det landsdækkende alkoholforbud, og som var ansvarlige for en kultur, der kom til at definere en hel generation.

Oprindelse og drift.

Udtrykket "speakeasy" siges at være inspireret af, at bartenderne bad kunderne om at "tale sagte", når de bestilte deres drinks, så de ikke tiltrak sig politiets opmærksomhed. Disse etablissementer spændte fra fornemme klubber med jazzorkestre til beskidte kælderbarer med drinks lavet på badekarsgin. Før forbudstiden blev speakeasies drevet efter hemmelige forskrifter. Man skulle kende adgangskoden, banke på eller have en henvisning for at få lov til at komme ind. Nogle af dem havde dækvirksomheder som begravelsesetablissementer, sodavandsbutikker eller blomsterbutikker som gav dem mulighed for at sælge alkoholen i baglokalerne. Nogle af dem havde endda sofistikerede alarmsystemer og flugtveje for at forhindre, at de blev ransaget af politiet.

Den sociale revolution

Speakeasies ændrede værtshuskulturen i Amerika. Saloner var hovedsageligt mændenes domæne før forbuddet. Speakeasies lukkede for første gang kvinder ind som kunder og tilbød en ny måde hvorpå de to køn kunne socialisere. Denne sociale revolution så ud til at give anledning til "flapper"-kulturen og til at nedbryde barrierer for kønsroller.

Det kriminelle element.

Den ulovlige alkohol var meget dyr og tiltrak dermed interesse fra den organiserede kriminalitet. Berygtede gangstere som Al Capone i Chicago og Dutch Schultz i New York etablerede store forretninger ved at forsyne speakeasies med smuglerspiritus. I 1925 var der mere end 100.000 smugkroer i New York City og mere end en million i ulovlige indtægter. Kvaliteten af alkoholen var stærkt varierende. Nogle af etablissementerne tilbød importeret canadisk whisky eller ægte europæiske vine, mens andre tilbød farlige smuglererstatninger. Nogle af dem omfattede 'Bathtub gin' og anden hjemmelavet spiritus, som var lavet med giftige stoffer, der faktisk forårsagede dødsfald og andre alvorlige skader.

Et mørkt og dramatisk billede af en stor, muskuløs mand i tidsperiodisk tøj (måske fra 1920'erne), iført en lang, tyk frakke, vest og butterfly. Han har en arrig mine, en kort frisure, og holder et glas mørk spiritus i hver hånd. En tung guldkæde ses hænge fra hans vest, og han bærer en stor broche på sin frakke. I baggrunden ses to mænd i bowlerhatte og mørkt tøj i den dunkle bar (speakeasy). — Midjourney-billede af Finn Wraae.

Kulturen og arven

Speakeasies var en vugge for jazzen i Amerika, og man kunne se folk som Duke Ellington og Louis Armstrong optræde i disse klubber. Den til tider dårlige smag af den ulovlige alkohol satte for alvor gang i udviklingen af cocktailfremstillingen, da bartenderne eksperimenterede med drinksens smag og farver. Mange af de cocktails, vi kender i dag, bl.a. Sidecar og Mary Pickford, blev skabt på dette tidspunkt. Speakeasiernes arkitektur og design tjente også et godt formål. De indeholdt også elementer som skjulte døre, hemmelige passager og kælderbarer, og disse kopieres stadigi nutidens smugkroer for at skabe den samme stemning som i forbudstiden.

Alt-tekst: Et malerisk og dystert billede af en ældre, træt musiker med skæg og grå hår, der sidder sammenkrøbet og holder fast i en rustik kontrabas. Han holder et glas mørk spiritus i sin højre hånd og sidder i et dunkelt rum (muligvis en speakeasy eller bar) med mørkt træværk, en enkelt hængende pære og kasser stablet i baggrunden. — Midjourney-billede af Finn Wraae.

Den sidste sorg

Da den 21. lovændring blev ratificeret i 1933, var forbuddet forbi, og smugkroerne kom ud af skabet. Nogle blev lovlydige virksomheder, mens andre forblev lukket for altid. Men de var kreative, energiske og udgjorde en vigtig del af den amerikanske kultur, sociale vaner og trends, selv efter at speakeasierne var væk. Der er nu mange steder, som forsøger at genskabe speakeasy-temaet og -looket, lige fra den skjulte indgang til adgangskoden til stedet. Disse moderne revisioner fejrer ikke kun 1920'ernes oprør, men også den kulturelle udvikling, der blev inspireret af denne periode med tvungen afholdenhed. Denne artikel viser, at speakeasy-æraen var mere end blot en reaktion på forbuddet - den indfanger et kritisk øjeblik i USA's sociale historie, hvor det at drikke en øl blev en protesthandling, og skjulte rum blev steder som rummede hidtil usete sociale og kulturelle forandringer. Speakeasy-æraen handler ikke kun om, hvordan folk reagerede på forbuddet, men også om en bestemt tid, hvor det at dele en drink blev en måde at protestere på, og hvor skjulesteder blev et sted, hvor folk kunne socialisere sig og skifte kultur.